Igennem livet kommer vi alle til at opleve sorger og bekymringer. Dette kan f.eks. ske, hvis nogen tæt på os bliver alvorligt syge og/eller dør, ved skilsmisse, arbjedsløshed, overfald, mv.
Det er meget vigtigt at vi i forbindelse med sorg og krise, gennemlever en proces, der skal få os ud som hele (om end sikkert ikke helt de samme) mennesker. Den måde vi reagerer på afhænger ofte af, hvad vi har med os i bagagen i forhold til at håndtere vores følelser, ligesom graden af krisen og tidspunktet naturligt har betydning for vores muligheder for at reagere hensigtsmæssigt.
Det er vigtigt at bruge sit netværk og det kan være nødvendigt at ”instruere” netværket i, hvordan de bedst hjælper. Man oplever, at det, at have nogen, der bare lytter og spørger ind, uden at forsøge at trøste og bringe én væk fra følelsen, er den bedste hjælp.
Det kan være svært at finde overskud i situationen til at bede om dette og for mange mennesker er det svært, at rumme sorg, de skal hjælpe med. Mødet med den andens sorg bringer ofte følelser op i den, der skal hjælpe, som kan være svære at håndtere.
Det kan derfor også være en god idé at søge professionel hjælp hos en psykolog, der giver mulighed for at gennemleve krisen/sorgen på en hensigtsmæssig måde.
Det er vigtigt at vide, at det er godt og naturligt at være ked af det, når vi udsættes for oplevelser i livet, der vækker disse følelser. Hvis vi ikke tillader os den naturlige ked af det hed, kan følelserne ”sætte sig” som depressioner, angst og en generelt lavere livskvalitet. |